top of page
Anbefalinger
"Hannah er fagligt dygtig, og hun har en stor og bred viden, som hun formår at sætte i spil og formidle. Hun arbejder helhedsorienteret med barnets ressourcer og udfordringer. Fx havde hun øje for min datters (5 år) vanskeligheder med opmærksomhed, hvilket hun arbejdede med som en del af de motoriske øvelser.
Hannah mærker og møder barnet lige der, hvor det er, og har en anerkendende tilgang. Vores datter har altid elsket at komme hos Hannah.
Hannah har været med til at minde mig om, hvor vigtigt det er at være engageret og udtryksfuld i sin træning med barnet, og inspireret til at gøre træningen til en oplevelse af leg for barnet - fyldt med glæde og nærvær.
Hannah skal have mine varmeste anbefalinger!"
Mette Jul Olesen
"Vi har stor tiltro til Hannah og hendes arbejde med vores søn. Hun evner at få ham til at tro på sig selv og turde at prøve nye ting. Han bliver gladere og vokser efter hvert besøg. Han spørger om, hvornår han skal hos Hannah, og glæder sig hver gang”.
Henrik og Maria.
Vi kom med en dreng som kæmpede meget med tøj der kradsede, pludselige temperamentfulde eksplotioner og manglende mod på udfordringer.
Forløbet hos Hannah i Børnefyssen med øvelser, opgaver og gode råd hjalp på alle punkter. Vores dreng ELSKEDE at komme hos Hannah, og det kan vi godt forstå. Hannah er meget engageret og god til at få det hele til at være en leg, hvilket er fantastisk, når man skal have et barn til at arbejde med noget, der er svært.
Iøvrigt fik Hannah da også lige lært ham at cykle undervejs i forløbet, hvilket ellers var gået helt i hårdknude :-)
Udfordringer kan der jo altid komme, men vi har altså nu en glad dreng, som tager kampen op og løser problemerne.
“Det er en genial kur. Man får det godt, og så er det mega sjovt” Citat Max 8 år
Hilsen Jeppe og Vibeke, forældre til Max
”Vores 4-årige datter har haft fantastisk glæde af, at gå hos Hannah, og det kan tydeligt mærkes på hendes udvikling, at Hannah guider os, så vores datter stimuleres på en god, konstruktiv og positiv måde. Men derudover har det haft en kolossal betydning for os som forældre: Fra kun at være en nærmest uoverstigelig bekymring på vores datters vegne og for hendes udvikling, er det gået til også at være en ganske smuk rejse, hvor vi med Hannahs hjælp føler, at vi lærer vores datter bedre og bedre at kende, som den hun er, og dermed kan forstå og støtte hende bedre.”
”Helt kort har Hannah Harboe, Børnefyssen, fremstået som den dygtigste fagperson, vi har haft inde over alle problematikkerne med vores børn og i familien, og samtidig været den person, der har kunnet gøre mest for børnene.
Vores råd er, hvis I kan komme ind hos Hannah, så gør det – I kommer aldrig til at fortryde det.
Vores tvillinger (og familie) har været hos Hannah gennem 7 år, fra de var 5 til 12. De er 11 uger for tidligt fødte, og vi har arbejdet med at få hverdagen i hjemmet og i skolen til at fungere med alt fra tilknytningsproblematik, fysioterapi, afskærmning, spisning, rutiner, skift osv. Vi har brugt Hannah Harboe rigtigt meget, og Hannah er med afstand den fagperson, der har kunnet gøre mest for børnene og familien. Det er vi taknemmelige for efter at have været igennem mange, mange andre fagpersoner i både hospitals- og kommunalt regi.
Hannah opbygger hurtigt et tillidsforhold til både os og børnene. Med indsatser gennem theraplay, fysioterapi og aktiviteter, hvor der altid fokuseres på tillid og sjov, og vejledning af os som forældre, er det lykkedes at få rykket vores børn enormt. Derudover har Hannah fungeret, som supervisor på børnenes støttepædagog i både børnehave og skole for at vejlede, uddanne og skabe sammenhæng omkring børnenes rammer for at sikre deres optimale trivsel.
"
De bedste hilsner,
Robert, Marie, Amalie og Valdemar Hjorth
”Det er altid sjovt at være hos Hannah og lege med hende. Hun er sød og god til at finde på ting”.
Amalie 12 år
”Jeg kan godt lige at lege med Hannah, fordi det er meget aktivt og vi griner sammen”.
Valdemar 12 år
"Hannah har været fantastisk til at se vores børn og give os redskaber, som har hjulpet børnene til at blive bedre til det, de havde svært ved. Hendes store erfaring med børn med vanskeligheder gør hende i stand til at se, hvad barnet egentlig har behov for, og hvordan forældre, pædagoger og lærere kan hjælpe med at få behovet opfyldt. Ole, far til 3"
"At komme hos Hannah med vores datter udstak en ny retning både for vores datter og for os som forældre - det var som at finde et kort, når man er faret vild i skoven og prøver lidt den ene vej og lidt den anden uden at føle sig rigtigt overbevist om nogen af dem. I vores datter startede en meget positiv udvikling, som siden vi afsluttede forløbet bare er fortsat, og vi som forældre lærte både, hvad det overhovedet er for en skov, der er vores skov; vi lærte, hvordan vi bedre finder rundt i den, og allervigtigst: hvordan vi bedst hjælper vores datter med at gro i den. Hun siger stadig ofte: Mor, det var godt, at Hannah blev født. Og jeg svarer fra et taknemmeligt mor-hjerte: Ja, det var godt."
Sisse mor til Liva
"Jeg henvendte mig til Hannah, da min datter var 2 ½ år gammel da hun var meget hypermobil og havde udfordringer med motorikken. Vi har nu gået hos Hannah on and off i 2 ½ år og det er helt utroligt hvor meget hun har rykket sig i den tid. Hannah har en helt fantastisk tilgang til min datter og hendes udfordringer og sørger for at der er konstant fremgang.
Vores datter elsker at komme hos Hannah og er så tryg i arbejdet med hende.
Da vores datter blev 5 år ville hun rigtig gerne lære at cykle men fik nærmest angstanfald når hun kom op på cyklen og skulle træne med os. Hannah tilbød cykeltræning og efter kun 2. gang, og en masse hjemmeøvelser, cyklede hun uden hjælp.
Vi er dybt taknemmelige for alt det Hannah har gjort for vores datter og vi vil forsætte med at komme hos hende så længe behovet er der."
Mia Holst
"Min dreng på 4 år havde vanskeligt ved at være i sig selv. Og jeg havde, som mor, vanskeligt ved at være sammen med ham. Spændings- og aktivitetsniveauet skulle være højt - hele tiden, og han stod gerne selv for aktiviteterne. F.eks ved at bide vores hund, slå sin storesøster og klippe ting i stykker. Lidet hjalp pædagogiske tiltag, som vi forsøgte hjemme. Mødet med Hannah har været en åbenbaring. Min dreng har nydt hvert øjeblik. Vi har fået lektier med hjem hver gang, der har fungeret som øvelser for sønnen. For min dreng har det været leg. For mig har det nærmest været terapeutisk. Sønnen har fundet en ro i sig selv, jeg ikke troede var mulig. Hannah har en formidabel evne til at indleve sig i barnets verden - og forholde sig til den ud fra en faglighed og viden, der er fantastisk. Jeg er så glad for, at vi fik den rette hjælp! Tak Hannah.
Naja Engraf, cand.pæd.phil, skolelærer."
bottom of page